Tag Archives: farver

Med et stænk af rødt

6 aug

Fredag d. 30. juli var Helle Thorning-Smidt på Ekstra Bladets spiseseddel. Grunden var den verserende sag om hendes ægtefælles skatteforhold – og lad mig allerede nu glæde dem, som er trætte af Helles skatteforhold og Lenes ferieplaner – dette indlæg handler  ikke om den konkrete skattesag.

At Helle Thorning-Smidt er på forsiden af et formiddagsblad er i sig selv ikke noget særligt. Det er hun og andre politikere ofte. Det er det visuelle i den aktuelle spiseseddel der er værd at hæfte sig ved.

Spisesedlerne fra Ekstra Bladet trykkes på gult papir med to trykfarver: sort og rød.

Normalt bruges den røde til logoet og den sorte til overskrifter og billeder, men på denne spiseseddel er den røde trykfarve også brugt i billedet.

At trykke et billede i to farver er heller ikke noget særligt – det kaldes duotone og kan give fotos en ganske fin effekt, hvis man kun har to farver at gøre godt med i trykprocessen.

Det er dog ikke alene som duotone at Ekstra Bladet har brugt den røde farve. Læber og ikke mindst Helle Thornings-Smidts kinder har fået ekstra med rødt. Med fraværet af de andre farver, så fremtræder den røde stærkere.

På den måde bliver et forholdsvis neutralt billedet af Helle Thorning-Smidt givet en subtil men også ganske effektiv virkning. For hvad betyder det når folk rødmer?

Jeg vil vove den påstand at det ikke er helt tilfældigt at Ekstra Bladet har valgt at lægge den røde farve på billedet.

Sammen med overskriften: ”Selv Helles venner undrer sig: Hold kæft hvor er hun dum” så virker det endnu stærkere at kunne se en rødmende og dermed flov socialdemokratisk partileder på forsiden.

Billedet kommer på den måde også til at virke som en skjult argumentation i forhold til hele sagen. Hun har gjort det for hun rødmer og er flov – du kan jo selv se det!?

- o 0 o -

Gør valgplakaterne de Radikale anonyme?

16 nov

Hvis du bor eller har din gang i København, så har du måske lagt mærke til Radikale Venstres valgplakater? Eller måske har du ikke?

radikale (1) - Kopi radikale (2) - Kopi

I København er de Radikales valgplakater udformet som vist ovenfor, og jeg har, som billederne viser, kunne identificere to versioner. En version der er en illustration samt ordene: ”Bondam. Mere København.” Den anden version er mere i tråd med en typisk valgplakat med foto af kandidaten og kandidatens navn. Den grafiske stil er holdt ens med den kraftige ramme med runde hjørner og de to farver: hidsig neongrøn og blå.

piktogramPiktogrammer
Jeg vil først dvæle et øjeblik ved versionen med illustrationen. Det er ikke en hvilken som helst form for illustrationer, som der benyttes på plakaterne. Det er piktogrammer. Rammen med runde hjørner og illustrationens streg kender de fleste af os fra dagligdagen. Vi ser den oftest når vi skal finde toilettet.

Det betegnende ved piktogrammer er at de meget enkelt uden ord skal gøre en mening klar. Piktogrammer skal kunne forstås uden ord. Desværre har jeg ikke kunne gennemskue hvad de Radikale vil sige mig med de to piktogrammer jeg har set på deres valgplakater. Eksemplet på billedet er en mand, der smider noget i skraldespanden. Et andet eksempel er en dame, der går med en barnevogn.

Mere København - Stem på Radikale Venstre - Kommunalvalg 2009_1258129619877Jeg er ikke blevet klogere ved at gå ind på hjemmesiden merekbh.dk. En hjemmeside jeg først finder ved en del søgen efter Radikale Venstre – København. I forbindelse med kommunalvalget, så har de Radikale i København oprettet siden merekbh.dk. Her kan jeg genkende trækkene fra valgplakaternes grafiske stil, men de to piktogrammer fra valgplakaterne er ikke at finde blandt de 11 piktogrammer som pryder forsiden. De skal illustrere de elleve områder Radikale Venstre har oplistet for at uddybe hvad de vil i København.

På trods af at jeg gør en ekstra indsats for at undersøge hvad pointen er, så bliver jeg ikke klogere.

Med min kommunikationsfaglige baggrund, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvad idéen med piktogrammerne er? Hvorfor er denne form for illustrationer valgt og hvilken signalværdi tillægger de Radikale i København dem?

Valget må have været vigtigt for det har været styrende for plakaternes udformning – også de plakater, der skal præsentere kandidaterne. Desværre hjælper den meget kraftige grønne ramme fra piktogrammerne ikke på billedernes fremtoning. Den kraftige ramme stjæler opmærksomhed og plads samt tvinger motivet til at være kvadratisk, hvilket portrætfotos sjældent er. Det tvinger igen til nogle ikke særlige heldige beskæringer af kandidaternes ansigter (og så vil jeg slet ikke begynde at forklare hvordan skriftvalget gør det meget svært at læse teksten i farten).

Idé med muligheder, men …
I sin sammenhæng på hjemmesiden kan idéen med piktogrammerne og farvevalget godt komme til at fungere, men når de flyttes til papirmediet, så begynder det at skride. Farverne fungerer ikke på samme måde og illustrationen står alene og får ikke det løft som hjemmesidens andre elementer kan bidrage med.

Noget andet meget kendetegnende ved piktogrammer er at de har de mest anonymiserede former for mennesketegninger. En standardiseret form for tændstikmænd. Intet ansigt. Det kan ikke blive mere anonymt.

Det anonyme udtryk kan være valgt for at den brede befolkningsskare i København kan identificere sig med illustrationen, men spørgsmålet er om konsekvensen af piktogrammerne er en anden. Nemlig at Radikale Venstre opfattes som anonyme?

“De er svære at gribe”
I onsdags (d. 11. november ’09) kunne TV2-Lorry refererer til en undersøgelse fra Gallup, der bl.a. viste tilbagegang for Radikale i København. Du kan se indslaget her.

I indslaget interviewes Robert Klemmesen, lektor på Institut for statskundskab, SDU. Han udtaler bl.a. at han tror at mange vælgere synes Radikale Venstre har været anonyme i deres politiske fremtoning.
TV2-Lorry havde også interviewet københavnere og udtalelserne lyder: ”De er ved at være rimelig anonyme” og ”De er svære at gribe. Jeg synes de har mistet noget af deres profil”.

Det har fået mig til at overveje om det er plakaternes anonymitetssignaler, der bidrager til denne opfattelse?

Bedre udnyttelse af plakaterne
Den måde som plakaterne er udformet på lægger op til at du skal se dem i sammenhæng med deres hjemmeside. Der er brug for en yderligere forklaring. Der er ikke taget højde for at plakaterne i udgangspunkt står alene og borgeren på gaden får ikke meget forståelse af hvad Radikale Venstre vil i København.

De Radikale kunne have udnyttet plakaten som det medie, der kunne henlede opmærksomheden på deres særlige hjemmeside i forbindelse med kommunalvalget. I stedet for at skrive ”Mere København”, så kunne de have skrevet merekbh.dk og have henledt folks opmærksomhed på at svarene kan findes på hjemmesiden. Denne kobling udnyttes slet ikke og det er op til folk selv at tænke videre. En kobling der iøvrigt heller ikke udnyttes af andre partier.

Valgplakaters virkning
Hver gang der er valg, så sættes der spørgsmålstegn ved om valgplakaters virkning.
Hovedvægten af de udtalelser fra eksperter, som kan findes på internettet må være nedslående læsning for dem der sætter plakaterne op.

– Lars Pynt Andersen, lektor i strategisk kommunikation, citeres hos DR Fyn for at sige at de generelt virker meget lidt, men de har stor betydning i forhold til mobiliseringen og holdånden i de politiske partier.

– Henrik Byager citeres for at sige at plakaterne ikke flytter stemmer og skal man tro gentofte.lokalavisen.dk, så mener han at det er spild af tid og penge.

– Orla Vigsø, lektor på Örebro universitet, har begået et studie i valgplakater i 2002 blandt svenske valgplakater. Hans konklusion er bl.a. at valgplakater ikke flytter stemmer. De er stemmesamlende. Læs evt. hans artikel om valgplakater på Kommunikationsforum.

Der findes ingen videnskabelige undersøgelser, der kan give os et klart svar på hvad effekten af valgplakaterne er. Det vil efter min mening også være næsten umuligt at måle på valgplakaternes effekt, da det er svært at isolere valgplakaternes virkning. Når krydset sættes på stemmesedlen bag det blå forhæng, så er det summen af indtryk, standpunkter og overvejelser, der i sidste ende styrer hvor blyanten sætter det grå kryds.

Men jeg synes det er interessant at se sammenfaldet mellem folks udtalelser om Radikale Venstre i København og det grafiske udtryk på deres valgplakater.
Er valgplakaternes betydning så lille som der lægges op til eller er det fordi vi ikke kan påvise effekten at vi ikke tror den er der?

<a href=”http://www.flickr.com/photos/39084103@N05/4109697824/” title=”radikale (1) – Kopi by Green kommunikation, on Flickr”><img src=”http://farm3.static.flickr.com/2501/4109697824_4b97187f40_m.jpg” width=”191″ height=”240″ alt=”radikale (1) – Kopi” /></a>

Når farven er forkert

5 nov

Hvis du så denne æggebakke på afstand og ikke kunne læse teksten, hvilken type æg ville du så forvente den indeholdt?

DSC_0136

Dette billede er et eksempel på hvordan vi associerer særlige farver med bestemt varer. Hvis man kan bruge begrebet genreforventninger om farver på emballage, så er forventningerne til farvevalget blevet brudt i dette eksempel.

Tilbage i april skulle jeg købe æg. Det skulle være de sædvanlige økologiske, men jeg kunne ikke finde dem. Jeg kiggede og kiggede på hylderne i mit supermarked, hvor de plejede at være, men så kun nogle bakker med 12 almindelig buræg. Troede jeg.

Jeg gav op og prøvede i et andet supermarked. Her var siutationen den samme. Indtil jeg begyndte at overveje at købe de almindelige æg og nærkiggede på emballagen. Æggebakken med den røde stribe viste sig at indeholde økologiske æg.

På emballagen havde Hedegaard givet plads til en opfordring om at støtte et velgørende projekt i Sierra Leone. Derfor var layoutet blevet ændret fra det sædvanlige med farver i hhv. grønne og gule farver, alt efter om bakken indeholder æg fra fritgående høns eller økologisk æg.

Hedegaard brød med emballagens sædvanlige look og samtidig brød de med den signalfarve som deres varer ellers er kendt for. Tilbage står det spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at kende svaret på. Kostede det noget for deres omsætning at de lavede dette designskift i nogle uger? Hvad tror du?

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.